Kristeligt Dagblad på seminar om normkritisk pedagogikk

Det står hurtigt klart, at det er den nye verden, der møder den gamle denne regnfulde torsdag i januar.

I den historiske bygning Vartov i indre København, hvor N.F.S. Grundtvig i 33 år fungerede som præst, er omkring 50 mennesker samlet til en konference om normkritik. De fleste fremmødte er pædagoger og lærere, langt størstedelen er kvinder.

De er taget på efteruddannelse for at blive klædt på til at udfordre stereotype forestillinger om køn, seksualitet og race i deres egne vuggestuer, børnehaver og folkeskoler.

Netop normkritik var centrum for den nok største værdidebat i 2022. Den kønsaktivistiske organisation Normstormerne blev af debattører og politikere beskyldt for at “indoktrinere” og “hjernevaske” elever i folkeskolen med deres normkritiske undervisningstilbud.

Kristeligt Dagblad er taget med til konference hos Prismecertifikatet, der udbyder kurser i normkritik, for at høre fra nogle af dem, der rent faktisk arbejder normkritisk med børn. Forhvorforer der overhovedet brug for at storme normer?

At fortiden møder nutiden, bliver allerede bekræftet, da initiativtager til konferencen, kultursociolog Cecilie Nørgaard, byder velkommen. Under sin velkomsttale oplæser hun et citat af teologen K.E. Løgstrup, der er blevet udsat for en normkritisk omskrivning.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han, hun eller hen holder noget af dets liv i sin hånd.”

Hun fortæller, at normer og stereotyper fra gamle patriarkalske tider er roden til alt fra dårlige præstationer i skolen til sexisme, racisme og hadforbrydelser. Løsningen er normkritik, der kan tage livtag med alle disse stereotyper, som er indlejret i alt fra familien til vuggestuer, skoler og sproget. Men tilhørerne får at vide, at der er håb:

“Normer kan ændres, og det bliver de. Men sjældent uden kamp. Se tilbage i tiden, se ud i verden. Normer forandrer sig og en ny og bred ligestillingsbevidsthed spreder sig i disse tider som en global steppebrand fra Ikast til Iran.”

Barbie-dukker og Byggemand Bob

Den første taler er SF’s folketingsmedlemAstrid Carøe, der er ordfører for ligestilling, lgbt+ og undervisning.

Hun slår fast, at normkritikeret kontroversielt emne, men vi skal holde op med at være berøringsangste, fordi der er brug for en kulturændring. Stereotype forestillinger om køn opstår allerede i barndommen, og det forklarer ifølge Astrid Carøe, hvorfor kvinder dominerer omsorgsfagene, mens mændene dominerer fag inden for teknologi og transport.

“Vi socialiserer piger til at vise omsorg, lege med dukker og sætte ord på deres følelser, mens vi opfordrer drenge til at lege med traktorer, køre ræs i gokarts og se Byggemand Bob,” siger hun.

Konsekvensen er, at den enkelte unge ender med at vælge en uddannelse, som personen dybest set ikke er interesseret i. Det er én af grundene til, at SF-ordføreren mener, at normkritikken er vigtig.

“Jeg tror, det er et rigtig vigtigt redskab til at bekæmpe mistrivsel, og jeg tror, at det vil sikre Danmark langt mere vækst og velstand, når folk i højere grad får mulighed for at udnytte deres potentiale uden at blive begrænset af deres køn eller deres seksualitet,” siger Astrid Carøe, der omtaler køn som noget, der bliver “tildelt ved fødslen“.

Biologi er stort set fraværende på konferencen, bortset fra da Christian Gerlach, professor i kognitiv neurovidenskab ved Syddansk Universitet, får ordet. Han forklarer, at der gennemsnitligt setermålbare forskelle på mænd og kvinder på en række områder.

Kvinder er som gruppe eksempelvis mere empatiske og har en bedre sprogforståelse end mænd. Omvendt er mænd mere aggressive og har en bedre rumforståelse. Sidstnævnte kan være en fordel, hvis man for eksempel skal samle et Ikea-skab, lyder det.

Sagen er bare, at forskellene er små, pointerer Christian Gerlach. Og blot fordi en person på nogle stræk befinder sig inden for det maskuline område, er det ikke ensbetydende med, at personen gør det på andre områder.

“Blot fordi du har skæg, er det ikke sikkert, at du er specielt god til at finde rundt,” lyder det fra Christian Gerlach, der uddyber, at køn derfor ikke er særligt velegnet til at sige noget om folks personlighed eller evner.

Trods de målbare forskelle mellem mænd og kvinder, påpeger Christian Gerlach, at de ikke nødvendigvis skyldes biologi.

“Hjernen er en skulptur, der formes af erfaringen,” står der eksempelvis på hans medbragte powerpoint-præsentation.

Af samme grund kan hjerner hos selv enæggede tvillinger se vidt forskellige ud.

“Hvis vi behandler folk forskelligt, vil vi se forskellig adfærd,” konkluderer han.

Undgå “stirrende blikke”

Den seneste tids sværdslag om store bededag har vist, at helligdage er gjort af et særligt eksplosivt stof. Og det samme er højtiderne i dagtilbud og skoler, hvis man ikke griber dem korrekt an. Der er nemlig en overhængende risiko for, at minoriteter kan føle ubehag, hvis de i forbindelse med højtider bliver “andetgjort”, lyder dagens næste budskab. Det kommer fra Mette Toft Nielsen, der er selvstændig konsulent, folkeskolelærer og mindfulness mastercoach.

En tilhører spørger, om hun kan give et eksempel.

Mette Toft Nielsen fortæller en anekdote fra sin egen verden som folkeskolelærer, hvor det i forbindelse med en klippe-klistre-dag i julen gik op for hende, at nogle “brune drenge” havde svært ved at spejle sig i arrangementet. Den ene af drengene havde søgt tilflugt på skolens bibliotek, hvor han havde googlet “sort julemand”, mens en anden udtrykte sin undren over, at der altid blev fejret jul, men aldrig den muslimske højtid eid.

“Det handler om at gå i dialog med dem. Kunne vi fejre jul på en anden måde end bare at klippe-klistre? Det handler om at forsøge at inddrage børnene og forældrene. Vi har så fejret eid efterfølgende, og forældrene blev enormt berørte, da der hang eid-pynt på hele skolen,” siger hun.

Mette Toft Nielsen foreslår, at man i dagtilbuddene og skolerne begynder året med at lave en højtidskalender, hvor man i fællesskab kan aftale, hvilke højtider der skal fejres og i givet fald hvordan og hvorfor. Og det kan man også med fordel gøre i institutioner, hvor alle er “hvide børn fra middelklassefamilier, der er kulturkristne”. Det er nemlig ikke nok at afspejle klassen. Man skal afspejle resten af samfundet, siger hun.

Lærere og klassekammerater skal være nysgerrige over for andre kulturer, men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan man bærer sig ad, understreger Mette Toft Nielsen. Det er vigtigt, at man har øjenkontakt, lytter aktivt og stiller anerkendende spørgsmål, når børn fra andre kulturer fortæller om deres traditioner. Man skal for alt i verden undgå “stirrende blikke”, som blandt andet er det, der sker, når man beder den muslimske elev om at holde oplæg om eid. Det er ifølge Mette Toft Nielsen et eksempel på “mikroaggressioner”, altså ytringer, der måske på overfladen virker harmløse, men som i virkeligheden er diskriminerende.

Hun kommer selv med et eksempel på, hvordan man hensigtsmæssigt kan spørge ind til andres traditioner:

“Jeg kan forstå, at I aldrig har juletræ hjemme hos jer, det er da dejligt, så har I ikke grannåle, der falder af mellem jul og nytår.”

Konferencen byder også på oplæg fra blandt andre jordemoder og sexolog Camilla Tved, der fortæller, hvordan man som voksen lærer børn om samtykke i kølvandet på MeToo og den nye samtykkelov.

Litteraturformidler og medindehaver af Buens Bogcafe Kristine Højen fortæller om “højtlæsning som diversitetsværktøj” og kommer med en lang række anbefalinger til såkaldte regnbuebøger. Det vil sige bøger om alternative kønsidentiteter og utraditionelle familieformer med titler som “Lucas og det lyserøde tylskørt” og “Mormor & mormor”.

Kristine Højen berører også Astrid Lindgrens “Pippi Langstrømpe i Sydhavet” (den om hendes far, der er negerkonge) ogJakob Martin Strids “I form med tapiren”, som tidligere er blevet beskyldt for henholdsvis racisme ogfatshaming. Hun lægger ikke skjul på, at hun synes, bøgernes indeholder problematiske dele, men det bør ikke føre til, at man som pædagog eller forældre bliver berøringsangst:

“Jeg kan ikke sige, hvad der er det bedste i jeres praksis, men jeg tror rent personligt ikke, at det med at skærme børn for alt i verden er supergodt,” siger hun.

Til allersidst er der tid til et par kommentarer, inden de fremmødte igen kan bevæge sig ud i det københavnske regnvejr med deres nyerhvervede normkritiske kompetencer og Mads Nørgaard-goodiebags. Flere af deltagerne roser de gode oplægsholdere. Den sidste, der får ordet, giver udtryk for, at hun har lært en masse:

“Jeg tror bare, jeg vil sige, at jeg er lidt blæst bagover,“ siger hun.