Jeg har altid været en varm fortaler for at bruge udefrakommende workshopholdere og gæster til at belyse emner for og med eleverne, så de bliver klogere og mere reflekterede. Jeg har brugt både Sex & Samfund, haft besøg af ofre fra trafikulykker gennem Rådet for Større Trafiksikkerhed, hørt gode samtaler med en jøde, muslim og en kristen gennem Din & Min Tro, og haft besøg af mange andre, som gik i dialog med eleverne og stillede sig til rådighed for deres spørgsmål. Og fælles for dem alle var, at de var åbne og fordomsfrie. De grinede med eleverne, og tillod at der også blev stillet “dumme spørgsmål”. Og vigtigst af alt, havde de et samarbejde med mig før, under og efter besøget.

Samarbejdet betød, at jeg kunne klæde eleverne grundigt på, at jeg kunne understøtte undervisningen og samle op bagefter. Samarbejdet betød også, at jeg forinden kunne skrive til forældrene og forklare dem, hvad deres børn skulle høre om eller deltage i.

Så snart mine elever i min første klasse var gamle nok, inviterede jeg Normstormerne. Min klasse var vant til, at jeg gerne tog emner op om identitet, seksualitet, ligestilling og så videre, så det lå lige for. De unge normstormere kom, de talte med eleverne og lavede lege med dem. Intet ud over det sædvanlige. De var tydeligt ikke vant til at undervise, og det værste man kunne sige om besøget, var, at det var lidt kedeligt.

Jeg husker særligt en case, klassen skulle debattere. “Mike er jeres klassekammerat. Han har det svært derhjemme, måske er der misbrug. Mike er begyndt at tage voldsomt på, og vil nu betegnes som overvægtig. Hvordan vil I forholde jer til Mike?” blev der spurgt. “Jeg vil spørge ham, om han har det godt”, “jeg vil høre, om han har brug for hjælp, og om han gerne vil tabe sig”, “jeg vil spørge, om vi sammen skal snakke med vores lærer”. Jeg blev så stolt over mine elever! De var empatiske og reflekterede. Så jeg sad bagerst i klassen og smilede stort og stolt (uden lyd, for jeg måtte jo ikke deltage på nogen måde, måtte forstås).

Og så fik de en skideballe! Hvad i alverden de bildte sig ind at stemple Mike som tyk og ked af det, fordi han var tyk. Det var der et ord for, og det var “fat-shaming”. Mike var helt sikkert glad, ligesom han havde lyst til at være, og det kunne de ikke tillade sig at blande sig i. Mine elever blev lige så forvirrede som mig.

Den verserende debat om Normstormerne er altså for mig slet ikke overraskende og viser, at ovenstående situation ikke var et tilfælde, men en strategi.

Et mål om at sætte fokus på, hvad der er en norm, og hvordan vi kan give plads til alle, er absolut prisværdigt. Et mål om at diktere, hvad der er rigtigt og forkert, at udskamme teenagere og sætte lærerne i skammekrogen, til de retter ind, er forkasteligt.

Line Hultengren er lærer.