Anmeldelse av boka Normløst

Boken Normløst

Den danske teologen Jakob Munk Jensen har anmeldt boka Normløst for Foreningen for Bibel og Bekjennelse

Der er noget umiddelbart imponerende over Kjell Skartveits bog Normløst (2019): med sine 419 sider er bogen intet mindre end en tour de force gennem den kønspolitiske debat fra den seksuelle revolution til moderne queer-teori.

Normløst

Bogen er dybt interesseret i de etiske og teologiske dimensioner af spørgsmålet, men man særligt fornemmer man Skartveigs virke som lektor ved Wang Toppidrett Uldals i statskundskab, økonomi og historie: med imponerende sagligt overskud gennemgår Skartveit minutiøst alle de væsentlige begivenheder i Norges kønspolitiske landskab, og resultatet er bjergtagende. Især for en dansk læser som mig, der før kun var bekendt med ganske få af disse begivenheder.

Værket har på den måde noget næsten encyklopædisk over sig: for fremtidige tænkere, ikke mindst på debattens højrefløj, vil Skartveits bog være af uomgængelig betydning for sin udførlige behandling af transpolitiske begivenheder, de forskellige konfrontationer mellem missionsforeningerne og LGBT-bevægelsen, KrF’s rolle i samfundsdebatten, yogyakarta-princippernes rolle i norsk politik, FN’s kønspolitiske dagsorden, tilvejebringelsen af kønsneutrale ægteskaber osv.…

Skartveits rolle som samfundsanalytiker og debattør klæder debatten. De fleste bøger, jeg har stiftet bekendt med, der omhandler kønsdebatten fra en teologisk vinkel (inklusiv min egen), har hovedsageligt interesseret sig for de etiske spørgsmål: vil muligheden for juridisk og kirurgisk kønsskifte give større trivsel? Er det moralsk betydningsfuldt om et forhold består af en mand og en kvinde eller to mænd? Vil den aftagende tilbøjelighed til ægteskab skade for vores parforhold? Læseren vil ikke lede forgæves efter behandlinger af disse spørgsmål i Skartveigs bog, men i sit politiske fokus og i kampen for reel Åndsfrihed bringer Skartveig noget, som debattens højrefløj har manglet.

For mig står bogens femte kapitel tilbage som et højdepunkt. Her gennemgår Skartveit den seksuelle revolutions konsekvenser for familielivet, herunder spørgsmålene om sæd- og ægdonation, medmoderskab og regnbuefamilier. Disse spørgsmål har ligeledes fyldt i Danmark, da Kristendemokraterne vovede at ytre sine forbehold for disse tendenser ved de to foregående valg, men debatten har i den grad været præget af manglende kendskab til den relevante forskning. Medier og venstrefløjens debattører har ofte fremstillet det som om, at den forskningsmæssige konsensus siger, at børn trives fuldt ud ligeså godt i donor- og regnbuefamilier, og højrefløjen har slet og ret manglet svar. Skartveit præsenterer et vigtigt forskningsbaseret korrektiv til disse argumenter og er en dygtig formidler, der vil formå at gøre sit argument tilgængeligt for et større publikum.

Dog er der i mine øjne også nogle problemer i Skartveits argumentation. Mest alvorlig er for mig at se tilbøjeligheden til at sætte naturvidenskaben op som alternativet til moderne kønskritik. Pride-paraderne ”avviser naturvitenskapens kunnskap om kjønn” (s. 18; se også s. 237 m.fl.). Udbredt som dette argument er på debattens højrefløj, er det ikke et rammende udtryk for modstanderens synspunkt. Queer-bevægelsen har aldrig stillet sig afvisende for den etablerede videnskab vedrørende det biologiske køn. Spørgsmålet er blot hvilken rolle disse naturvidenskabelige fakta skal spille normativt og socialt i vores levede liv. Behøver jeg identificere mig og udtrykke mig som mand, fordi jeg er biologisk mand? Det er vores tids store spørgsmålet, og det kan ikke afgøres af naturvidenskaben. Vi kristne har længe kæmpet mod det scientistiske verdensbillede, der har prøvet at udlede normer, værdier og moral ud fra naturvidenskaben (såsom Richard Dawkins og nyateisterne); nu skal vi ikke henfalde til disse argumenter, fordi de tilfældigvis gavner denne konkrete sag.

Desuden er jeg forbeholden, når han citerer Michelle Cretella og Quentin Van Meter for, at ”Selvmordsraten er nesten 20 ganger høyere for personer som gjennemgår denne typen behandling [dvs. kønskorrigerende kirurgi]” (s. 247). Cretella og Van Meter bygger dette på Cecilia Dhejnes berømte forsøg fra 2011, som er et uhyre vigtigt indlæg i debatten, men som sommetider misbruges. Undersøgelsen fandt ikke, at selvmordsraten var 20 gange højere for kønskorrigerede transpersoner ift. transpersoner, der ikke var kønskorrigerede, men derimod i forhold til cis-personer, der havde fået bækkenbundsoperationer. Cretella og Van Meters gengivelse er for så vidt ikke forkert, men når jeg for min del læser dette citat, forstår jeg det naturligt i førstnævnte betydning, hvilket er forkert, og forsøget er rigtigt nok ofte blevet misforstået sådan i ikke-videnskabelige kredse.

Disse kritikpunkter er dog perifere og skygger ikke for den overordnede enormt flotte præstation Skartveit har begået. Når man fremover vil diskutere kønsdebatten i norden fra en teologisk og kirkelig vinkel, vil denne bog være uomgængelig. Jeg håber, at den vil udruste den skandinaviske kirke til frimodigt at stå ved sine værdier, selv i denne tid hvor mange hellere så dem udryddet.

Jakob Munk Jensen først publisert på FBB.nu

Dele
Share on email
E-post
Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Bli med i diskusjonen
Flere

Aktuelle nyheter